Gode råd: Barnets venskaber med stor afstand mellem de 2 hjem

Gode råd: Barnets venskaber med stor afstand mellem de 2 hjem

Når barnets 2 hjem har stor geografisk afstand mellem sig, stiller det nogle udfordringer for dit barn i forhold til venskaber og fritidsinteresser.
Du og din forælder-kollega kan med enkle greb hjælpe barnet på vej, så det bliver nemmere at navigere i mange kilometer og kammeraterne, så jeres barn alligevel kan pleje sine venskaber og få følelsen af tilhørsforhold til begge hjem.

Læs også: Hvordan påvirker 2 hjem børns venskaber

Hjælp barnet med at planlægge frem i tiden

Hverdagens planlægning for dit barns sociale liv skal ikke begrænses til at være én uge af gangen. Derfor er det nødvendigt, at I hjælper jeres barn med at lave aftaler i den uge, hvor han eller hun er hos den forælder, hvor skole- og fritidslivet foregår.
Det betyder, at I som forælder-kollegaer skal ringe sammen og koordinere således, at barnet allerede har legeaftaler og er involveret med sine venner ugen op til, at barnet er hos bopælsforælderen. På den måde vil barnet ikke opleve at gå glip af kammeratskaber og legeaftaler, bare fordi det har været i ‘det andet hjem’.
Det stiller naturligvis krav til, at I som forælder-kollegaer sætter barnets behov før jeres egne ift. evt.stridigheder. Men det gør i selvfølgelig også – for I er pissefede forældre, og I kører jeres virksomhed med skarpt øje for det største udbytte.

Undgå kvalitetstid

Hvor mærkeligt det end lyder… Men mon ikke vi alle kender det; når vi har savnet ungerne, vil vi så gerne være sammen!! Men, det er ikke i barnets interesse, hvis vi optager al deres tid, så de ikke kan pleje vennerne og interesserne – giv slip, også selvom det er svært. Vær omhyggelig med at skelne mellem dine og barnets behov.

Weekenden er vigtig hos dig, der ikke har bopælen

Hos den, der ikke har bopælen og dermed er tæt på skole og kammerater, er det en god ide at tage weekenden i brug. Inviter vennerne over til pyjamasparty eller en tur i skoven – hvad I nu synes er sjovt.
Dig, der har bopælen kan passende hjælpe med kontakten til de forældre, der har børn, som jeres barn leger med.

Inddrag barnets venners forældre

Vær ærlig og sig det som det er. Fortæl kammeraternes forældre, at I har en opgave at løse for at sikre, at jeres barn trives med sine venner. Gør de andre forældre opmærksomme på, at selvom de ringer forgæves efter legeaftaler i den uge, hvor barnet ikke er ‘hjemme’, så er det ikke uvilje fra jeres side. Bed om assistance, og fortæl, at det fx kan være en stor hjælp, hvis legeaftalerne sommetider kan strækkes til en soveaftale eller hvis det er muligt for nogle at hjælpe med kørsel mellem hjemmene, så ungerne kan hjælpe.
Husk, at rigtig mange gerne hjælpe – vi er bare for dårlige til at bede om den.

Facetime, Skype og sms

Fagre nye verden – lad os få det bedste ud af den. Snak med dit barns venners forældre om, hvorvidt det er muligt, at de kan få lov til at facetime, skype og lignende. Aftal spilleregler for det og forventningsafstem, så der er klare rammer. Diverse chattjenester er oplagte muligheder for, at børnene kan pleje venskaber på afstand.

Venner i begge nærmiljøer

Det er svært at få venner, når man ikke går i skole eller til fritidsaktiviteter sammen. Hvis du kender til børn i området, fx naboer eller lignende, så opsøg dem og inviter en tur på legepladsen eller hjem til Disneysjov eller lignende. Vær ikke bleg for at sige det som det er ‘vi leder efter venner til Sofie, som ikke rigtig kender nogen her’.

Fritidsinteresser i begge byer

Det er svært med fritidsinteresser, når man kun kan pleje dem hver 14. dag. Overvej alligevel om der er nogle i nærheden, som man kan få glæde af. Flere steder er der fritidsaktiviteter, der ikke stiller samme krav til at dukke op som fx. et fast fodboldhold. Det kan fx være rollespil, kreative hold om lørdagen på det lokale kulturhus eller ligende.

Opsøg andre deleforældre

Kender du evt. andre deleforældre i området med samme turnus som dig, så se, om I kan slå pjalterne sammen. På den måde kan barnet lege med andre børn, som er i samme båd – ‘vi er her hver 2. uge og glæder os til at ses her’. Hvad med at oprette en gruppe på facebook til formålet?

Børnefødselsdagen

En måde hvorpå jeres barn kan invitere indenfor i sit hjem hos forældrene, der ikke bor ved skolen, er børnefødselsdagen. Det giver ikke nye venner, men for barnet kan det at vise sit 2. hjem være af stor betydning, så vennerne har et indblik i begge verdener.

Lær området at kende

Du må ikke undervurdere værdien af, at barnet kender sin by og området – tag cyklen rundt og sørg for, at barnet ved, hvor det bor.
Legestuer, legepladser, svømmehallen, biblioteket, de lokale kulturhuse mm. er gode steder at møde andre børn.

Louise Lisner
Louise Lisner 41 posts

Mor til 2 drenge på hhv 11 og 9 år i en 7/7 ordning. Til dagligt beskæftiget med skilsmissefamilier og app'en CoPilots, som letter hverdagen i familier, hvor børnene har 2 hjem.

Vis alle indlæg fra denne skribent →

Du vil også kunne lide