Brevkassen: Hvordan kan jeg hjælpe min bonusdatter, der mistrives?

Brevkassen: Hvordan kan jeg hjælpe min bonusdatter, der mistrives?

Vi har modtaget et spørgsmål fra Bonusmor, der er bekymret for sin bonusdatters trivsel. Pigen er  klemt mellem far og mor, flere flytninger, skoleskift og nye små søskende.


Kære Panel.

Sikke en befrielse, at støde på en hjemmeside som denne. TAK!

Jeg er bonusmor til en pige på 10 år.
Jeg har haft æren af, at være hendes bonusmor i 7 år.
Pigen har bopæl hos hendes far og jeg – og er hos sin mor 4 dage på 14 dage (10/4 ordning)

Det har været en skøn rejse, og hendes og mit forhold har altid været godt.
Stort set altid. Hun ser mig som en “ekstra mor”, og hun har 2 mindre søskende hos os.

Hun har haft fast bopæl hos os i et år.

For 3 år siden flyttede hendes mor 40 km væk fra os. Hun var, på daværende tidspunkt, bopælsforældre og hun flyttede med sin mor og startede skole hos hende.
Vi lavede derfor ordningen om til en 10/4 ordning hos hende, så hun ikke skulle fragtes langt hver anden uge og misse kammeratskaber, legeaftaler og sport.
(Den ordning var Mor ikke enig i – så hjælp fra statsamtet resulterede i ovenstående ordning).

Efter 2 år i den ordning, meldte hendes mor ud, at hun (af flere årsager der ikke omhandlede pigen) ikke magtede, at have hende.
Vi ville MEGET gerne have hende.
Hun flyttede hjem til os og flyttede skole kort efter.
En stor omvæltning for hende.
Dels gik hun fra at være enebarn (kun hende og mor) til, at være i en stor familie på 5 og masser af hensyn og masser af behov fra 2 andre børn.

Hun kom i en klasse med en del uro.
God skole, men en klasse med mange drenge og en del grupperinger og masser af støj.
Hun har kæmpet for accept i en større pigegruppe med samme fritidsinteresse som hende.
I hendes iver for accept har hun haft meget uhensigtsmæssig adfærd..
Vi taler med hende dagligt og forsøger at lede hende…

Hun trives ikke rigtigt i sin nye klasse.
Vi har afholdt adskillige møder i klassen (uden mors deltagelse) og ALLE forældre er ressourcestærke familier, der målrettet arbejder for at integrere ALLE børn i klassen. ALLE skal accepteres.
Jeg har haft pigen med til samtale på en anden skole (også uden mors deltagelse), men vurderer, at hun ikke magter endnu et skift lige nu og vurderer også, at pigegruppen kan komme ud af deres dårlige mønster med indsats fra forældrene.
Mor er informeret om alt. Alle møder der afholdes, alle skole-hjem-samtaler og alle arrangementer. Hun er på intra, men deltager ikke. Et par gange har hun sendt sin kæreste.

Men pigen trives ikke.
Heller ikke derhjemme. Hun er flabet, svarer igen, bliver hurtigt “fornærmet/muggen”, når opmærksomheden ikke er på hende, er indadvendt og ofte en “det er synd for mig”-attitude.
“De andre får altid meget mere end mig”…
Når hun forklarer, hvad en dårlig dag for hende er i skolen, er det “fordi XXXX bestemmer det hele og jeg må aldrig bestemme noget”.

Når hun kommer hjem fra Mor, er hun (det er jeg jo flov over at indrømme) ret umulig de første dage.
Måske forståeligt, men anstrengende for vores samlede familie.
Hun kommer fra at være prinsessen og centrum hos mor.
Mor har fået sin gamle kæreste tilbage og der er kommet overskud (hvilket er dejligt for pigen. Mors kæreste er utrolig god ved pigen.)
De har ikke børn i 10 ud af 14 dage, så der er fuld opmærksomhed, når hun er “på besøg”.
Mor synes, at hendes nye skole er utilstrækkelig og vil gerne have hende tilbage.
Mor mener, at der er en helt 3. skole i hendes distrikt, der vil være bedst.
Vi mener ikke, at hun kan klare endnu et skoleskift. Vi mener også, at der skal kæmpes for sagen. Vi er en stor forældregruppe, der alle ønsker, at børnene skal trives sammen – og er klar til indsatsen.

…..Men lige nu har vi en pige, der mange dage forpester stemningen, så snart der stilles krav, så det kan være svært at holde modet oppe.

Vi kan ikke trænge ind til hende.
Ikke så det føles rigtigt. Hun siger, at hendes nye skole er meget bedre end den gamle.
Hun er træt af, at være nederst i hierarkiet. Hun siger, at vi (derhjemme) aldrig har tid til hende, og at de andre får alt – og hun får ingenting.
(Det kan sagtens føles sådan, når man oplever hvordan det er at være enebarn 4 ud af 14 dage).
Vi taler med hende om dét at have søskende, at være en del af et hold og dét at kunne rumme alles behov.
Vi har ene-dage med hende et par gange om året.
Vi sætter grænser og stiller krav.
Fars og Mors forhold har altid været anspændt.
Det er mig der står for al dialog med hendes mor. Det har jeg gjort gennem en længere årrække (mors ønske).
Vi har aldrig sagt et dårligt ord om mor. (Vi kommer begge fra skilsmissefamilier, så lige dette har vi altid været meget opmærksomme på).
Pigen fortæller aldrig, hvad hun laver, når hun er hos mor.
Det kan være korte sætninger som: “Vi har været i tivoli” – “vi har hygget os”. Ikke andet.
Hun er meget opmærksom på, at “det her er mors tøj, så det skal jeg have på hjem til hende.

Jeg har brug for en vokal.

Hvordan kan vi hjælpe hende?
Skal vi lade hende komme tilbage til mor, så hun kommer tilbage til de rammer, hun havde for 1 år siden? Enebarn – nu med mor og kæreste. Eller skal vi beholde hende og kæmpe med klassen?
Eller skal vi lade hende skifte til en anden skole i vores distrikt?
Har I et råd til, hvordan vi trænger ind til hende?

Jeg ville give min højre arm for, at hjælpe hende (og resten af familien)

En frustreret Bonusmor – som ELSKER sin bonusdatter.

Aut. psykolog Hanne Sloth svarer:

Kære Bonusmor

Tak for din e-mail. Jeg forstår godt din frustration og kan høre, at du har mange gode ønsker for din bonusdatter.

Det lyder til at din bonusdatter har ekstra stort behov for at blive set og hørt lige nu. Når børn bliver ved med at sige, at de føler sig overset, er det vigtigt at tage alvorligt og forsøge at blive klogere på baggrunden herfor.
Jeg tænker, at hun har behov for, at I er mere nysgerrige på, hvilke tanker og følelser, hun har, når hun siger “de andre får mere end mig”. Det tyder på, at der bagved den udtalelse og bagved at “mugge/trække sig, stakkel mig” ligger følelser, som I endnu ikke har italesat sammen. Måden at hjælpe hende med at få dem ud på kan være, at I tilbyder ord for det, I tror, der sker inden i hende. F.eks. når hun mugger, så prøv at sige: “Gad vide om du føler, at vi ikke forstår dig. Det kan virke som om du bliver ked af det, men jeg ved det ikke, jeg gætter”. F.eks. når hun bliver flabet, kan man sige: “Det virker til at du er vred. Fortæl mig hvad du er vred over” eller kom med bud på, hvad hun evt. kan være vred over. Det kan være hensigtsmæssigt først at tale med hende om det, når hun er faldet til ro igen. Hun har brug for at blive set på det, der ligger bag adfærden.

Mange forældre har tendens til at blive optaget af at korrigere negativ adfærd og får så ikke fat i det grundlæggende (baggrunden for adfærden). Da I begge har oplevet skilsmisse som barn, må I have et stort kendskab til de dilemmaer og udfordringer, man kan være sat i, og dermed har I gode forudsætninger for at spejle og komme med bud på, hvad der kunne ske inden i hende (bag ved adfærden).

Når hun nu let kan mærke følelsen af, at hun ikke får det, hun har brug for, ville jeg – hvis jeg var jer – sørge for, at hun hver eller hver anden dag tilbydes 20 – 30 minutter med en af jer alene, hvor hun ved, at I uforstyrret har tid til at være sammen med kun hende. Det kan måske være med til at berolige hendes system. Når hun mærker følelsen, men I ikke lige kan tilbyde hende tiden, ville jeg anbefale at I siger “Det virker som om du trænger til, at vi er tæt med dig. Kom og få et knus. Senere kan vi finde ud af, hvornår vi skal have alene tid sammen.” Det vil forhåbentlig berolige hende. I nogle perioder har nogle børn brug for mere tid og opmærksomhed. Det er et rigtigt godt sted at starte,

Når jeg hører hende historie, lægger jeg mærke til, at hun på forholdsvis kort tid er flyttet to gange.
Har I talt med hende om, hvordan det har været for hende (nogen børn vil kunne føle sig svigtet, ikke god nok og/eller valgt fra, når de bliver flyttet). Hun kan være vred over og og ked af det – også selv om hun måske har sagt at det er fint. Måske er hun bange for, at hun igen bliver flyttet? Mange gange er der flere følelser end børn lige giver udtryk for.  Hendes mor har ikke kunne klare at have hende boende, og så kan man som barn jo føle sig besværlig, uduelig, uelsket. Hun har sikkert også mærket, at hendes mors overskud ikke har været tilstrækkeligt og dermed måske været bekymret for hende. Har I mon talt med hende om det?

Jeg lægger mærke til, at du skriver, at hun ikke fortæller meget fra hendes mor, og at hun er optaget af, at hun har tøjet fra mors på.
Jeg kan få hypoteser om, at hun oversamarbejder med sin mor for at gøre hende tilpas. Måske også for at dæmpe sin egen bekymring for, hvordan hun har det. Det, at hun ikke fortæller noget om det, der sker hos sin mor, ville jeg blive nysgerrig på, hvis jeg var jer. Hvad handler det om? Hun virker ikke tryg ved at kunne sige det…… Man kan få en ide om, at hun er en pige, der er meget klemt mellem forældrenes konflikter. Hun registrerer, at forældrene ikke taler sammen, og at du er mellemmand. Det er meget svært for børn at være i en sådan konflikt, for de kan ikke tage parti og kan derfor let komme til at føle sig meget ensomme. Hvordan oplever hun den konflikt, og hvad gør det ved hende?
Jeg tænker, at hun – i forhold til det – vil have brug for en uvildig til at tale med, da du som bonusmor i hendes verden er på fars ”parti”. Hun vil med andre ord kunne have behov for at have frirum udenfor familie og venner, hvor hun kan fortælle om, hvordan hun har det.

Det er svært – med så begrænset viden – at tage stilling til skoleskift og flytning, men der er flere ting, der er brug for at blive klogere på. Bl.a. hvordan hun har oplevet de tidligere skift. Min erfaring siger mig, at hvis hun får det bedre hjemme, så hjælper det også i skolen. Ellers er det altid en god ide at støtte hende i at have venner med hjem, så hun kan få etableret en positiv kontakt.

Jeg håber mine forslag har kunnet give dig ideer til, hvordan I bedre kan få fat i, hvad der presser din bonusdatter, og så håber jeg virkelig, hun får den hjælp, hun har behov for.
Hvis der er noget, du er i tvivl om, eller brug for at få uddybet, er du velkommen til at skrive igen.

Jeg ønsker det bedste for jer.
Med venlig hilsen

Hanne Sloth

Hvert 3. barn

skilsmisse brevkasse

 Har du spørgsmål til brevkassen?

  Stil dit spørgsmål her

Swapkidspanelet består af Helle Thejn, økonomisk rådgiver, Hanne Sloth, Aut. psykolog, Tanja Graabæk, chefjurist og Stine Zink, psykoterapeut.

Du vil også kunne lide

Spørgsmål og svar

Brevkassen: Får jeg automatisk fælles forældremyndighed ved fraflytning af mine børns bopæl?

Vi har modtaget et spørgsmål vedrørende forældremyndighed, deleordning og samvær ved skilsmisse.

Spørgsmål og svar

Brevkassen: Hvordan fordeler vi huslejen for det hus, vi ikke har fået solgt efter skilsmissen?

Vi har modtaget et spørgsmål vedrørende regninger og husleje for en ejendom, hvor kun den ene part bor, mens de venter på at få solgt huset.

Spørgsmål og svar

Brevkassen: Min søn tror, han skal erstatte sin far i vores hjem

Vi har modtaget et spørgsmål fra en mor, der oplever, at hendes søn prøver at udfylde en voksenrolle, nu hvor far er flyttet.