Brevkassen: Hvordan forenes glæde over skilsmissen og sorg over det mistede?

Brevkassen: Hvordan forenes glæde over skilsmissen og sorg over det mistede?

Vi har modtaget et spørgsmål til brevkassen fra Anne, der er afklaret med beslutningen om skilsmisse, men savner det familieliv, der blev efterladt med mand og børn – hvordan håndterer hun de modsatrettede følelser?


Kære brevkasse

Min mand og jeg besluttede i december 2016 at gå fra hinanden efter 20 år sammen. Vi har to børn.

Det er ganske udramatisk og de sidste i hvert fald 6-7 år, har vi levet sammen som (bedste) venner. Det har især været mig, der har bevæget mig væk og søgt noget mere i de år. Vi er stadig rigtig gode venner og ønsker hinanden det allerbedste. Vi samarbejder rigtig godt om børnene.

Min mand havde inden bruddet fundet en anden kvinde, og de er sammen i dag. Dette er jeg fint afklaret med. Jeg har selv en ny kæreste – det gik ret stærkt, men jeg er glad for ham, og han er en god mand. Så alt er tilsyneladende fint.

Men. Jeg har det sidste stykke tid gået og følt mig nedtrykt, på trods af dette.

Jeg tager mig selv i at sidde og ruge over alle de gode minder fra vores familieliv, og det gør mig ked af det, og efterlader mig med en følelse af, at jeg aldrig vil kunne få noget så godt igen, som den familie vi trods alt havde.

Og hvor efterlader det den nye mand i mit liv?

Det er nok ikke så meget eks-manden jeg savner, men jeg savner vores familie, som jo også inkluderer ham.

Så mit spørgsmål er kort og godt:

Er det normalt at have det sådan? Er det normalt at gå fra at være afklaret og føle sig godt tilpas og fri og glad – til pludselig at føle at man falder ned i et hul af savn? Og hvor lang tid “må” man have det sådan, før man skal søge om hjælp?

På forhånd mange tak

Med venlig hilsen

Anne

Psykoterapeut Stine Zink svarer:

Kære Anne

Hvor er det godt du spørger!
Jeg ved, at mange deler disse tanker med dig og bøvler med, om det nu også er en normal reaktion.
Jeg kan kun svare rungende JA! Det er HELT normalt.

Jeg hæfter mig ved, at det er under et år siden, I har brudt. Jeg plejer at sige, at man skal regne med, at en skilsmisse varer 1-2 år, fra man er flyttet fra hinanden. Det kan desværre forlænge perioden, hvis man hurtigt finder sammen med en ny – fordi det kan betyde, man udskyder sorgen.  Det vender jeg tilbage til. Som jeg oplever det, er netop sorgen central i det, du skriver.

At blive skilt handler ikke udelukkende om at sige farvel til en partner, der har fulgt dig i stort og småt gennem en årrække. Du siger også farvel til den intakte familie med alle de drømme og forestillinger om den fælles fremtid, I havde sammen. Når du ”ruger over de gode minder” bearbejder du netop sorgen over det, du har mistet: Alt det der var godt og rart, og som ikke er mere.

Efterhånden som tiden går kan du opleve at have svært ved at huske det, der var svært. De gode minder kan stå tydeligere i erindringen, hvilket kan få dig til at tvivle på, om beslutningen nu også var den rigtige. Det er ofte her man stiller sig selv spørgsmål som ”kunne vi have gjort mere for at redde det?”. Du fortæller, at I levede som venner i 6-7 år, og at du efter bruddet følte stor livslyst. Nu er du nået til et andet sted i din skilsmisse. Der er noget, der skal bearbejdes.

Jeg plejer at sige, at det at bearbejde sorgen er som at gå på to ben. Det ene ben repræsenterer fremtiden: Det der skal opbygges, alt det nye, der skal tilrettelægges, handling på praktiske ting, forventningens glæde om det, der kommer. Det andet ben repræsenterer sorgen: Alt det, der er mistet: Den intakte familie, tid med børnene, at være del af et par. For at komme godt igennem en skilsmisse er det vigtigt at bruge begge ben. At gå fremad på begge ben og dermed skifte fokus fra fremtiden til sorgen og tilbage igen. Mange gange. Det er vigtigt at se fremad OG det er vigtigt at bearbejde sorgen. Begge aspekter skal med for at komme godt igennem.

Så kære Anne – jeg tænker, at din skilsmisse er, som en skilsmisse er: Fyldt med forskelligartede følelser. Det er en rutsjebanetur, man ikke har fantasi til at forestille sig, før man selv står midt i den. Det er lige dér, du står nu. Og det er HELT normalt at tænke og føle det, du beskriver.

Du spørger også, hvor det efterlader den nye mand i dit liv. Det er helt op til dig og jer. Måske er det meningen, I skal være sammen resten af livet. Måske er det meningen, I skal dele nogle måneder sammen. Prøv om du kan være med ham i nuet. Nyd det, der er dejligt og tag fat i det, der er svært, inden det vokser sig stort. Sørg for at du får den tid alene, du har brug for. At der er den luft i forholdet, der giver dig plads til at bearbejde skilsmissen. Hvis du ikke tager den plads, risikerer du at skubbe sorgen foran dig og dermed forlænge processen.

Jeg ønsker dig og jer alt det bedste!

Mange hilsner

Stine
StineZink.dk

Har du spørgsmål til brevkassen?

  Stil dit spørgsmål her

Swapkidspanelet består af Helle Thejn, økonomisk rådgiver, Hanne Sloth, Aut. psykolog, Tanja Graabæk, chefjurist og Stine Zink, psykoterapeut.

Stine Zink
Stine Zink 4 posts

Stine Zink er psykoterapeut med praksis i Århus og speciale i skilsmisse, parterapi og det, der er forbundet hermed. Du kan læse mere om, hvad Stine tilbyder i sin praksis på Stinezink.dk

Vis alle indlæg fra denne skribent →

Du vil også kunne lide

Spørgsmål og svar

Brevkassen: Hvordan får jeg min kæreste til at forstå, at jeg ikke vil være bonusmor?

Vi har modtaget et spørgsmål til brevkassen fra Camilla, der er kommende bonusmor, men hellere vil nøjes med at være ‘fars kæreste’, men han opfatter det som en afvisning af ham … Læs mere

Spørgsmål og svar

Brevkassen: Min søn tror, han skal erstatte sin far i vores hjem

Vi har modtaget et spørgsmål fra en mor, der oplever, at hendes søn prøver at udfylde en voksenrolle, nu hvor far er flyttet.

Spørgsmål og svar

Brevkassen: Min bonusdatter ønsker mere tid hos hendes far og mig

Vi har modtaget et spørgsmål fra en bonusmor, der er i et dilemma omkring hendes bonusdatters ønske om mere tid med far og bonusmor, selvom mor ikke ønsker det sådan.