Hvordan gør vi med julegaver mellem de 2 hjem?

Hvordan gør vi med julegaver mellem de 2 hjem?

Julen nærmer sig, og det er en tid, der kræver ekstra koordinering i delefamilierne.

Er vi fleksible og sørger for, at børnene kan være en del af traditionerne familierne imellem uagtet ugenumre og samværsaftaler?

Hvordan gør vi med julegaver, når børnene har deres forældre i 2 hjem, og holdningen til de ’rigtige’ gaver ikke nødvendigvis er ens?
Hvis barnet største ønske er ninjago lego-borgen, hvem skal så have æren af at opfylde dette brændende ønske?

Hvem holder styr på, hvad farmor, onkel, bedstefar og mormor giver, eller ender de alle med at opfylde samme ønske om et par fodboldhandsker?

Min ældste søn på 10 år har regnet den ud, og holder selv regnskab med, hvem han siger hvilke ønsker til. En fin manøvre, hvor han mestrer sit liv på 2 matrikler og de udfordringer, det kan medføre.
Da han endnu ikke selv kunne, forsøgte vi efter bedste evne at give besked til mormor, farmor og onkel om, hvem der havde sat sig på hvilke ønsker. Det sikrede at både barnet og de voksne givere, havde fornøjelsen af de givne gaver.

Noget andet, og måske mere ømtåleligt, er budgettet.

Skal man definere et fælles gavebudget til børnene, så de 2 hjem er ligestillet?
Er det noget, man som forældre bør sætte sig og gøre?

Mine børn har nået en alder, hvor de godt kan forholde sig til økonomien bag gaverne. Nogle ønsker kan veje tungere, fordi børnene ikke selv kommer i nærheden at spare op til dyre ting med lommepenge på 50 kr. hver 2. uge.
De er 7 og 10 år, og tiden, hvor selve gavebåndet var det største hit, er forbi.

Kan man ende med, at der er den fesne forælder og den über cool forælder, baseret på de givne gaver?

Min egen erfaring er, at nej, det skal vi slet ikke bekymre os om.

Drengene ved, og forstår, at der er forskel på mor og far.
Der er ikke forskel på vores kærlighed til dem, men der kan være forskel på, hvad vi synes en gave skal koste.
Der kan også være forskel på, hvad man må få i det ene hjem og det andet hjem; en kæle-snog er ikke velkommen alle vegne (jeg snakker af erfaring).
Med tiden lærer børnene ligefrem i hvilket hjem gaveønskerne skal plantes.

At den ene gave kan høste mere begejstring end den anden, er ikke det samme som at den ene forælder begejstrer mere end den anden.
Børnene er, så snart gaven er i hus, ret ligeglad med, hvem der gav den.
De sætter pris på, hvad de har fået, men de sætter det ikke i relief til hvilken forælder, der giver hvad.
Vi bliver stjernerne i deres liv, når vi er gode forældre – ikke fordi vi giver dyre gaver.

Når samvittigheden spænder ben…

For mit vedkommende eksploderede mit gavebudget efter skilsmissen.
Det var ikke fordi, jeg fik flere penge, men fordi min dårlige samvittighed tog over. Jeg ville ikke have, mine børn skulle undvære, bare fordi jeg var enlig mor.
Derfor blev indkøb af brugte cykler fra DBA skiftet ud med funklende nye cykler, og julegaverne blev til computere og dyrt udstyr til værelserne.
Indtil jeg måtte stoppe mig selv. Charmen ved en 6 årig, der siger ’Årh, 3000,- er da ikke mange penge?’ er til at overse.
Jeg så lyset, og nåede frem til, at børnenes lykke ikke afhænger af gavers størrelse, men af kvaliteten i vores dagligdag – indlysende nok.

Drengenes far havde et mere afmålt gavebudget, og han mestrer kunsten, hvor han viser, at han kender til dem og deres ønsker.
I stedet for at bruge penge, bruger han tid. Fx en miniknallert, han har klunset, og sammen med drengene sætter han den i stand hen over foråret.
Skateboards, der er nøje udvalgte, købt på udsalg mange måneder inden.

For os forældre, gælder det om at holde tungen lige i munden, og ikke lade vores egne præferencer skinne igennem.
Hvis jeg føler mig overtrumfet af deres far i gave-ide eller gave-budget, må jeg sluge den kamel.
Egen følelse af utilstrækkelighed i forhold til gaver, må vendes med veninderne og ikke gøres til et issue med eks’en eller børnene.

Jeg har aldrig mødt en voksen, der kan fortælle om en barndom, hvor mor var den absolutte foretrukne pga. gaver eller penge. Jeg har mødt masser af voksne, der fortæller om, hvordan de oplevede kærlighed, opmærksomhed og nærvær.

Måske en kliche, men klicheer opstår, fordi de passer.

Louise Lisner
Louise Lisner 41 posts

Mor til 2 drenge på hhv 11 og 9 år i en 7/7 ordning. Til dagligt beskæftiget med skilsmissefamilier og app'en CoPilots, som letter hverdagen i familier, hvor børnene har 2 hjem.

Vis alle indlæg fra denne skribent →

Du vil også kunne lide

Louise Lisner

Når man altid siger på gensyn

For mig er søndag aften en underlig størrelse. Ikke bare fordi, at den nye uge banker på døren, men fordi søndag aften er synonym med skellet mellem ugerne med- og … Læs mere

Louise Lisner

Vemod når ugen slutter

I morgen tidlig går jeg og drengene hjem til deres far for at bytte uge. Jeg er derfor lidt vemodig her til aften. Findes termen Delemor-blues? Kender I det, at jeg … Læs mere