Intet menneske er en ø

Intet menneske er en ø

Skilsmisse er både sindsoprivende og verdensomvæltende.
Den ændrer ikke bare på ens fysiske rammer, men i høj grad også på ens behov og sociale situation. Efter at have været fordybet i tosomhed-med-børn, hverdagsgøremål og sommerhusjagt i x antal år, står man pludselig ret alene, hvis man i parforholdsårene ikke lige har husket at bevare den fordybede kontakt med gamle venner. Måske man oven i købet har mistet en del af vennerne i skilsmissen fordi de egentlig mest var X’ens og overgik til ham/hende ved bodelingen?

Det er surt. Vi mennesker er flokdyr.
Vi har brug for et ret bredt netværk for at kunne holde vores energi sund og vital. Vi skal have mennesker omkring os – ikke bare arbejdsmæssigt – der stimulerer, rummer, udfordrer, morer, lærer fra sig og debatterer for at vi selv kan være hele mennesker. Intet menneske er en ø. Hvor tiltrækkende det end kan være at tænke sig selv som en.

Så, hvad filans gør man, når ensomheden river en i hjertet og man er i sit lille-humør, børnene lige er sendt afsted og man faktisk ikke kan rumme, at man de kommende 6-7 dage hverken er mor eller far, men bare endnu en halvgammel, småbuttet, alene-boer blandt alle de andre halvgamle, småbuttede alene-boere?

Man ringer til nogen!
Også selvom det længe siden. Også selvom man ikke synes man kan tillade sig at hælde al ens sorg og alenehed ud over et andet menneske. Også selvom man synes man burde kunne klare det, og hold nu op og tag dig sammen! Også selvom man synes det er skamfuldt eller flovt eller sårbart eller blottende eller…hvad ved jeg.
Man ringer! Eller skriver, eller hvad er nu skal til for at etablere kontakt.

Det er følsomt at tage kontakt. Især når man trænger. Så kan det være virkeligt eksistentielt udfordrende. Men det er vigtigt. Vi mennesker fremkaldes på en måde kun i samvær med andre – så har man ingen andre i sit liv – føles det nemt som om man ingen er. Måske kun en lille sort ø i et alt for stort ocean.

Da jeg for nogle år siden stod midt i en personlig krise efter et afsluttet dysfunktionelt kæresteforhold, hvis ophør også betød enden på min jobansættelse og tilknytning til større socialt fællesskab, tog det mig virkelig lang tid, at turde tage mod til mig til at tage kontakt. At række ud.

Her var jeg: arbejdsløs, alene-mor på deltidsbasis, uden større fællesskab at indgå i, med en kassekredit brugt til maksimum, stort set venneløs fordi de tættere relationer var blevet forsømt og negligeret gennem årene i mit selv-valgte og –udslettende parforhold, sortseende, sofahængende og sjæleligt forarmet. Hvem i alverden skulle dog finde behag eller mening i at hænge ud med mig. Eller lytte til al min kval.

Men på et tidspunkt blev det for meget selv for mig. Så – jeg begyndte at ringe. Forsigtigt tage kontakt. Sige hvordan jeg havde det.
Det var virkelig svært de første gange. Det kostede mig en kæmpe overvindelse, når jeg skulle sige grunden til, at jeg ringede og gerne ville mere kontakt. At jeg havde forsømt forholdet, mens jeg selv var i parforhold, men at jeg havde tænkt på og savnet.
Men der var nogen, der lyttede. Som oven i købet havde prøvet lidt det samme. Og som ikke stod klar med 1000 handleplaner for, hvad jeg så burde/skulle gøre, og mente at det sagde alt om mig som menneske, at jeg var kommet så langt ud.
Nogen som bare rummede og lyttede og forstod.

Og langsom, langsom forandrede verden sig. Eller – jo faktisk mig selv. Jeg vendte tilbage til de levendes rækker.

Mine veninder bygger mig op.
De ser mit potentiale. De ser når jeg er blevet klippet, hører når jeg er trist eller har fat i noget virkelig vigtigt, og de bemærker når jeg har gjort mig ekstra umage med påklædningen, madlavningen eller en ny tekst.
Og jeg gør alt hvad jeg kan for at gøre det samme for dem.
For mine veninder er kloge, dybe, dygtige, indsigtsfulde, overraskende, reflekterede og smukke. Og, fordi jeg elsker dem.

Det tog mig noget tid, at turde erkende overfor mig selv, at det faktisk drejer sig om kærlighed. For de er jo ikke mine elskere, ikke mine kærester eller er intime med mig på den måde, men det er faktisk kærlighed det drejer sig om.
Jeg elsker dem. Og jeg har øvet mig meget i at kunne sige det til dem. Og ja, det gør mig afhængig. Dybt afhængig af dem. Men jeg har ingen forventning om at de skal løse mit liv. Bare følges med mig, mens jeg lever mit. Og jeg fyldes af taknemmelighed over, at jeg må følges med dem, mens de lever deres.

Og rejsen tilbage fra min private lille sorte ø, til kærligheden i venindeskaberne har lært mig, at jeg hverken kan eller vil leve det liv jeg gerne vil – uden mine veninder!

Sidsel Agensø
Sidsel Agensø 17 posts

Sidsel er mor til to og blev skilt tilbage i 2008. Uddannet skuespiller og mindfulnessinstruktør. Har arbejdet med bl.a. TV, teater, dubbing, undervisning, relationsarbejde, organisation og kommunikation.

Vis alle indlæg fra denne skribent →

Du vil også kunne lide

Blogs

Nye tider behøver nye børnebøger så bare se at komme i gang!

Verden er af lave: En kernefamilie er ikke, hvad den har været. En prinsesse er ikke længere så sart at hun tager skade af en ært i sengen (måske hun … Læs mere

Sidsel Agensø

“Jeg er færdig med at være hårløs og harmløs”

Jeg træner. Og svømmer. Det gør jeg jævnligt, men ikke nær nok, og ikke nær så hårdt som jeg måske burde. Men lad nu det ligge, for det er noget … Læs mere

Sidsel Agensø

Nyskilt? Tag på højskole! Gammelskilt? Tag på højskole! Sommerferieudfordret? Tag på højskole!

Ferien kan være noget af en udfordring når man er skilt. Alene med ungerne. Ene voksen om beslutninger, praktisk arbejde og planlægning. Kravet til underholdningsværdien hos ungerne er høj, så … Læs mere