Erfaring videregives til bonusforældre

Erfaring videregives til bonusforældre

Jeg er i et, nu mangeårigt, forhold. Vi mødte hinanden som nyskilte med alle de indvolverede følelser; glæde, eufori, sorg og forvirring – og en voldsom forelskelse i hinanden, som førte til, at vi ret hurtigt tog næste skridt i drømmen om at være sammen. Det betød en sammenbragt familie og bonusbørn og bonusforældre – oveni alle de ben, der også lige skulle lande.

Det var 1. fejl.

Mange vil, dels via opdragelse og dels via de spejlinger, som vi møder i samfundet, have det pejlemærke, at det velfungerende forhold optrapper til næste skridt: købe hus sammen, stifte familie sammen; gøre de ting, der bygger ovenpå forholdet. For det er jo dét, man gør ikke; Cementerer, at man har valgt hinanden.
Så når vi har forladt vores oprigtige kernefamilie, så hopper vi på tungen for at genoprette balancen og prøve at genskabe den. Særligt i forhold med små børn, er man måske tilbøjelig til gerne at ville etablere idealet med 2 voksne og børn under samme tag for at give børnene dét billede.
Men, I vil aldrig blive en ny kernefamilie, og det gør slet, slet ikke noget.
Overvej nøje, om det virkelig er det, I vil – vil I være kærester eller vil I være en familie med børn?

SE OGSÅ ’Sådan; de bedste råd til den sammenbragte familie.

Nå, tilbage til at øse ud af min erfaring, der endte med, at vi boede sammen i 1.5 år, og derefter flyttede fra hinanden igen. Med kærligheden intakt og en hel pose erfaring rigere. I dag lever vi som kærester med børn i 2 hjem. Det kan du læse om her, og du kan læse om, hvordan vi flyttede sammen, og væk fra hinanden igen, her.

De fejl, vi i den sammenbragte familie og i familien med bonusforældre begår, er fejl, der er typiske. Det befriende ved typiske fejl er, at vi kan genkende dem og dermed undgå dem.

Typiske fejl i familien med bonusforældre

1:

LAD NU VÆRE MED at flytte sammen for hurtigt.

Vi flyttede sammen på 5 minutter, og det var SÅ dumt (og smukt og naivt og forelsket-hovedet-under-armen, men med børn i billedet er det bare ikke rigtigt smart og smukt alligevel).

Vores børn sørgede stadig over den familie, der var ændret og deres nye vilkår med 2 hjem. Vi voksne havde alt for travlt med at kysse og være forelskede. Vi så ikke børnene ordentligt, og forstod ikke omfanget af den opgave, vi havde påtaget os. Vi var slet ikke klar til alt det besværlige. Det besværlige va ri vejen, og vi forholdt os ikke ordentligt og konstruktivt til det. Vent med at flytte sammen til du har fundet dine ben med dine børn, eller til din nye kæreste har fundet sine ben. Det tager ikke 1/2 år – det tager minimum 1 år og gerne også 2 eller 3 år.
Børn, der oplever deres forældre flytte fra hinanden har stort behov for at vide, at forældrene stadig ER der. At de som børn er i 1. række, og at de har din fulde opmærksomhed. At selvom de tossede voksne flytter fra hinanden, så er der ALDRIG noget, der får de tossede voksne til at forlade deres børn.
En ny kæreste kan puste til børnenes tvivl om dette – er de nu også stadig det vigtigste?
Min egen yngste søn spurgte mig ofte om, hvorvidt jeg ville vælge ham eller Søren hvis huset brændte, og jeg kun kunne redde én. Umiddelbart et pudsigt spørgsmål, men selv for bare 10 øres psykologi ved vi vist godt, hvad hans tvivl i virkeligheden drejede sig om.

2:

Børnenes alder har stor betydning.

Når børnene har en hvis alder, kan I via dialog, forventningsafstemning og fælles aftaler gøre det til et fælles projekt, at fusionere som familie. Børnene kan inddrages, og I kan finde ud af, hvad drømmene for familien er, og hvad der måske er på spil i bekymringer. Som bonusforælder kan I sætte ord på det, der er svært – og også hvad DU synes er svært. Fortæl børnene, at du ikke prøver at være en ny mor eller far – for de har i forvejen en skøn mor og far. Men du vil gerne være en rigtig god voksenven, der kan hjælpe dem og være en del af deres liv. Det kan være ventetiden værd, at I venter til jeres børn har en hvis alder, så de bedre kan være med til at indgå i den fælles proces, som en familiefusion er.
Vores børn var for små. Med 3 stk. på 4 år og én på 6, så var det stadig børn med et massivt omsorgsbehov og børn, hvor dialogen ikke altid rækker til at forklare, aftale og forstå.
Derudover helt konkrete praktiske opgaver, hvor det at skifte bleer, børste tænder, rydde op etc. fyldte en del med en familieforøgelse på dobbelt op. et badeværelse med 4 børn, der skulle puttes, børste tænder, have læst godnathistorie

3:

Sørg for at det praktiske spiller.

Der skal være plads, logistik og aftaler på plads. Børnene behøver ikke egne værelser, men sørg for, at de har deres egne domæner. Sørg for at aftale en ramme for, hvordan der hentes og bringes. Hvad forventer I af børnene? Det nytter ikke, hvis det ene sæt er vant til at hjælpe til med at tage af bordet, og det andet par ikke hjælper. Så må I sætte jer og skabe de fælles rammer i jeres nye familie.
Hvis kun den ene af jer har børn, så tag stadig den snak – hvad synes I to, som voksne, er den rigtige måde, at børnene hjælper til i jeres fælles hjem – hvordan får I enderne til at mødes? Igen, er børnene ældre, er dette en snak, som sagtens kan tages i fællesskab. For jeres familie ér fælles, også på bonus, pap, dine og mine-arenaen.

SE OGSÅ ’Indretning med plads til flere børn på samme værelse’

SE OGSÅ ‘Dette har de lykkelige familier til fælles’.

4:

Find et sted, hvor I alle kan indgå på fælles fod.

Der kan være gode grunde til, at den ene allerede eksisterende bolig bruges til at samle jer. Men overvej, om det er en bedre ide, at I sammen rykker i nyt og starter på en frisk SAMMEN.
Det giver fælles fodslag og fællesskab at være nye sammen. Børnene vil synes, at det er sjovt at indrette sammen, og på den måde er grundstenen til det fælles hjem, med ligeværdige familiemedlemmer allerede hjulpet på vej.
Er du bonus, der flytter ind i børnefamilien, så brug tiden og besværet på at tømme huset, bare for at fylde det igen i fællesskab – skab jeres hjem sammen.

Vi flyttede ind i mit hjem. Det var der gode grunde til; økonomi, beliggenhed mm. Men det satte alle parter i en situation, som ikke var ønskværdigt. Jeg havde følelsen af, at være vært 24/7 – det blev alt for meget mit ansvar (følte jeg), at alle havde det godt, så i stedet for at føle mig hjemme, følte jeg, at jeg konstant var ’på’. Min kæreste følte sig derimod som den, der trængte sig på.
Børnenes positioner i denne kontekst var heller ikke optimale. De 2 børn, der allerede boede her skulle tage alt for meget hensyn og inddrage de 2 nye, og omvendt, så var de 2 nye børn ikke tilpasse med netop at føle sig på fremmed grund, blandt en allerede eksisterende familie. Oveni det, netop 2 voksne, der ikke var opmærksomme nok på omfanget af den konstellation, vi havde fået skabt. Vi ville bare kysse…

5:

Nærmiljøet.

I tråd med ovenævnte, og dette er svært med 2 andre familier i baggrunden. Men, hvis det er muligt; Forsøg at slå jer ned med samme skole og institutionsdistrikt (såfremt I begge har børn). Det giver børnene samme nærmiljø og mulighed for kammerater, uden at nogen er i baghånd uden deres venne-netværk eller andre har en fordel, og forventes at inddrage mere, end man kan forvente.
Hvis du er bonus og ikke selv har børn, så er det et vilkår, at børnenes trivsel ALTID er i 1.række. Børnenes trivsel hænger tæt sammen med nærmiljø og at være tæt på begge hjem. Du synes måske, det er træls, men det er altså et vilkår, hvis du kaster din kærlighed på en kvinde eller en mand med børn.

6:

Snak sammen – og lav aftaler.

Når I så har gjort det, skal I snakke endnu mere sammen, også om de ting, der er tabu.
Hold et ugentligt forældremøde. Jo, du må godt sige, at du er ved at blive vanvittig over, at børnene vågner 5 gange hver eneste nat – også selvom det ikke er dine børn, der gør det. Du ville jo også blive vanvittig over, hvis dine egne gjorde det. Det betyder ikke, at der er noget galt med børnene, men bare at du har svært ved ikke at få din søvn.

Vi havde en god proces med at have hvert af børnene på en ’dagsorden’. Alle børnene havde jo deres særheder eller udfordringer; punkter, hvor vi kunne støtte dem bedre. Når alle børnene var på listen, blev det ikke ét barn, der var mere problemfyldt end de andre. Samtidig gjorde det indsatsen til en fælles indsats med fokus på det positive – at støtte barnet bedst muligt.
desværre gror træerne jo ikke ind i himlen, og vi fik ikke prioriteret dette nok. Måske fordi, det var nemmere at stikke hovedet i busken, fordi vi gerne ville lave en fortælling om, at det hele var smadder nemt og lutter lagkage. Den fortælling gavner i virkeligheden ikke noget, hvis den ikke er helt rigtigt. Sæt ord på det svære sammen, og gå til opgaven konstruktivt, lyttende og åben.

Er det kun den ene af jer, der har børn, så hold alligevel disse børnemøder – fælles fokus på børnenes trivsel i det fælles hjem.

7:

Afstem hvad jeres familie betyder.

Skal I nødvendigvis være sammen om alt?
Jeg vil klart anbefale NEJ. At I skal finde jer som ny familie, betyder ikke, at I skal være en ny kernefamilie. For det bliver I aldrig.
Der er forskel på, hvordan du har det med dine børn og din kærestes børn. Det er fuldstændig naturligt og helt ok; den slags følelser kan tage tid og kan ikke forceres. Der behøver ikke være kærlighed mellem dig og din kærestes børn, og du kan ikke forvente det modsatte heller. Men der skal være respekt, omsorg og et ønske om at ville det bedste.
Hvis den ene part af jer ikke har børn, så aftal også, hvad I forventer indbyrdes som fælles, og hvad der er den biologiske forælders enemærke. Brug tid hver for sig mellem barn/forælder – det har både forældre og børn behov for. Det betyder ikke, at nogen er udenfor.
Aftal også, om I nødvendigvis skal tage sammen til alle familiebegivenheder – er det nødvendigvis et must, at I alle deltager i moster Olgas fødselsdag, hvis det kun er ‘fordi man skal’, og ikke drejer sig om relationerne? Meld ud til jeres familie og venner, hvordan I indretter jer – så ved folk også, hvordan de skal agere.

8: 

Find nogen at tale med om det svære

Der ér ting, der kan være svært at sige højt, og hvor din kæreste måske ikke bliver et rigere menneske af, at du deler det med ham eller hende. Find nogle gode venner, familiemedlemmer eller andet netværk, hvor du kan dele de svære tanker om din nye familie. Det er ok. Det er også ok, at der er ting, der er svære – det betyder ikke, at du ikke vil, eller ikke er glad for medlemmerne i din familie. Det betyder bare, at det er en opgave, som du ikke allerede har alle svarene på.

SE OGSÅ ‘Fællesskab for bonusmødre’.

9

Forsøg at inddrage de biologiske forældre (ekskonen eller eksmanden)

Ja, du slipper ikke for dem. Så hvorfor ikke bruge hinanden til at blive bedre sammen. Mød hinanden og hav dialog om børnene. For dig, der er den biologiske forælder, kan det være en stor anerkendelse, at du inviterer dit barns bonusforælder ind i barnets liv, og viser, at du er velvillig. Jo flere voksne, der holder af og hjælper dit barn, jo bedre. For dig, der er den biologiske forælder, som får en kæreste, så tag fanen og gå forrest. Vær bindeled mellem de 2 hjem, og tag førerrollen, så både din eks og din nye kæreste er trygge ved den nye konstellation. Sørg for at fortælle dine børn, at deres anden forælder er verdens bedste mor eller far – I er bare ikke kærester mere. Så det er helt ok, at dit barn foretrækker den rigtige mor eller far, nu er der bare en bonusmor eller bonusfar også – og det er dejligt, for så er der endnu flere, der kan passe på dem. Barnet skal ikke stå og føle sig illoyal; hverken mod dig, den nye bonus eller den anden forælder.

Louise Lisner
Louise Lisner 41 posts

Mor til 2 drenge på hhv 11 og 9 år i en 7/7 ordning. Til dagligt beskæftiget med skilsmissefamilier og app'en CoPilots, som letter hverdagen i familier, hvor børnene har 2 hjem.

Vis alle indlæg fra denne skribent →

Du vil også kunne lide