Min familie med ‘mit barn’ og ‘vores barn’ var ved at vælte

Min familie med ‘mit barn’ og ‘vores barn’ var ved at vælte

Henriette blev skilt fra sin tidligere mand, som hun havde 1 barn med. Efterfølgende fik hun 1 barn med sin nye kæreste, men søskendejalousi og frustrationer begyndte at fylde.

”Da jeg blev skilt, foregik det i runde tal fredeligt. Jeg fik installeret mig i et nyt hjem og min på det tidspunkt 3 årige søn var i en velfungerende deleordning med skift hver mandag.
Så mødte jeg Martin. Og blev dødforelsket. Selvom han er 10 år yngre end jeg, og jeg ikke lagde skjul på, at der fulgte lidt bagage med, så ville han mig 100 %.

– Ret kort tid efter flyttede vi sammen, og det hele var skønt. Jeg havde på forhånd sagt, at jeg ikke ville have flere børn – jeg var 41 år, og det løb var altså kørt.
Selvfølgelig viste det sig, at det med at opgive drømmen om børn alligevel var for svært for Martin.

Jeg elskede ham, og vores forhold var bestemt værd at bygge på. Han var en skøn papfar, og faktisk syntes jeg, at vi havde et rigtig godt liv; os 2 og min søn. Så jeg tænkte, at det kunne fungere med en baby og en søskende til min søn”

2 enebørn får søskende hver 2.uge

Jeg blev gravid året efter, og vi fik en skøn lille søn.
Så meldte hverdagen sig for alvor – vi var blevet en sammenbragt familie med en søn, der hver 2. uge var enebarn, og hver anden uge kom min anden søn; ligeledes enebarn hver 2.uge hos sin far.

Som tiden gik, og vores søn blev større, meldte problemerne sig.

Martin havde svært ved at tage del i tingene – hans frygt for at gøre forskel på børnene, gjorde ham i stedet handlingslammet.

Martin og min søn reagerede med enorm stor jalousi. Han blev krævende, klynkende og slet ikke en særlig charmerende dreng, må jeg desværre sige. Min søn fra mit 1. ægteskab følte sig tydeligvis ikke godt tilpas – han var på det tidspunkt 5 år. Han trak sig ind i sig selv, og opførte sig ikke som om, han ikke hørte hjemme hos os.

Jeg led altid af dårlig samvittighed

Jeg ville så gerne give ham min opmærksomhed og tid, når han endelig var hos mig. Men med min 2. søn, der konstant kravlede rundt på mig, græd, og plagede mig var det rigtigt svært. Jeg følte ikke, jeg slog til for nogen af dem. Jeg led af store samvittighedskvaler uanset hvad jeg gjorde, og jeg havde det enormt dårligt. Begge mine drenge var ulykkelige, og jeg kunne ikke løse det. Martin og jeg skændes og bebrejdede hinanden, i stedet for at støtte hinanden. Børnene var i evig konflikt, og Martin havde svært ved at tage del i tingene – hans frygt for at gøre forskel på børnene, gjorde ham i stedet handlingslammet.

Hver 2. uge var et helvede, og den uge, hvor vi kun havde vores søn, der gik vi og forberedte os på næste uge. Stemningen var efterhånden kvælende!

Jeg overvejede efterhånden om min 1. søn skulle være mest hos sin far og bare hos mig hver 2. weekend, så han kunne få det bedre der, og vi kunne få ro her. Jeg følte mig som verden værste mor!

En beslutning om kamp eller brud

En aften, hvor vi igen havde lagt børn i seng, der var kede af det efter en aften med gråd, konflikter og dårlig stemning satte Martin og jeg os ned. Bægeret var ved at være fuldt. Vi kiggede på hinanden og tog en snak – enten får vi det her til at fungere eller også går vi fra hinanden.

Den gik vi i seng på. Jeg sov ikek den nat, og jeg indstiled emig på at være fraskilt emd 2 delebørn. Faktisk følte jeg en hvis lettelse. Jeg kunen åbenbart ikke fungere i forhold, trøstede jeg mig selv med – så de tvar jo slet ikke min skyld, blot en manglende evne.

Det er i virkeligheden ikke konflikterne, der er problemet, men hvordan vi voksne udenom håndterer dem.

Alligevel var mit hjerte jo et andet sted, og morgenen efter, efter en lang snak og 10 spande kaffe, var vi klar til endnu en runde. Vi ville søge hjælp og få de rette værktøjer. Vi ville tage ansvar og tage opgaven alvorlig. Den var større end bare at regne med, at disse 2 børn kunne navigere i denne omskiftelige hverdag, og vi var de voksne, der skule tage ansvar.

Hjælp fra en terapeut blev vores redning

Vi ringede samme morgen til en familieterapeut med speciale i sammenbragte familier og allerede dagen efter sad vi der 2. Gang.

Det var en kæmpe befrielse – vi var ikke umulige og vores problemer var slet ikke så særlige. Det var mønstre, som var til at bryde. Terapeuten kunne fortælle om uendelig mange familier, der stod med præcis samme udfordringer.

Efter 6 måneder med målrettet fokus og månedlige besøg hos terapeuten var vi godt kørende.
Vi har formået at finde det leje, hvor vi kan imødekomme begge børns behov og samtidig føle os som en hel familie, selvom vi hver 2 uge skifter antal af medlemmer.
Drengene er glade for hinanden, og Martin og jeg har det godt. Der er stadig kanter at slibe af, men nu er vi et hold, der klarer det sammen. Jeg har også lært mig, at søskende jo kan slås og være i konflikt, uden at det behøver betyde, at det er min skyld, fordi vi er sammenbragte.

Det er i virkeligheden ikke konflikterne, der er problemet, men hvordan vi voksne udenom håndterer dem.

⇒Læs også: De bedste råd til den sammenbragte familie

Det råd jeg giver videre:

Havde vi ikke fået hjælp, tror jeg, at vi var faret vild – ikke set skoven for bare træer.

Hvis jeg skal give et råd videre, så er det det. Få noget hjælp udefra, for det er følelser, der er i spil, og med følelser, der taler, er man sjældent særlig god til at være konstruktiv eller rationel.

Det er en større udgift med besøg hos en familieterapeut, men det er endnu dyrere at gå fra hinanden”.

Du vil også kunne lide