Sådan; de bedste råd til den sammenbragte familie

Sådan; de bedste råd til den sammenbragte familie

Hvis du er, eller er på vej til at være, en del af en sammenbragt familie, er du nok klar over, at der kan være udfordringer. Vi har fundet de gode råd frem til at få hverdagen og harmonien til køre i din farverige, sammenstrikkede familie.

Det 1. skridt på vejen til en succesfuld sammenbragt familie

Når I vælger at flytte sammen som en stor familie, er der først og fremmest én ting, der skal på plads.
Det drejer sig om, hvordan I ser jer som familie, og hvordan I vil definere jer.
Dette er faktisk så vigtigt, at det er nødvendigt, at I smider fløjlshandskerne og er 100 % ærlige omkring jeres ønsker – også selvom det måske kan gøre lidt nas.

Flere måder at være sammenbragte på

Når vi snakker om at definere jer som familie, er det nemlig ikke bare ligetil. For hvordan er en sammenbragt familie, og er I egentlig enige om formen?

Der er ikke bare én måde at leve sammen på.
Helt enkelt kan du skelne mellem 2 måder, I kan etablere jer på.
Der er formen, hvor I fusionerer fuldstændig som 2 familier, der bliver til én. I replikerer sådan set den model, I kender fra kernefamilien, og den struktur I kender herfra; én samlet flok.
Så er der også måden, hvor I anskuer det mere som en slags familie-bofællesskab; I er 2 familier, der bor sammen i et fællesskab, men stadig med hver jeres domæner og afgrænsninger i forhold til børn og jer som forældre.

Hvad der fungerer bedst, er op til jer, men det er utrolig vigtigt, at I forholder jer til dette, da der ellers kan komme misforståelser, skuffelser og udfordringer i vejen, som kun gør tingene sværere, end de behøver at være.

Sørg for at bruge tid sammen – og hver for sig

I den gode sags tjeneste, kan det være fristende at tænke, at nu skal I lave alt sammen, for på den måde at ryste jer sammen. Det er på sin vis en god ide, et langt stykke hen ad vejen, men ikke hele vejen!
Det er vigtigt, at jeres børn får lov til at have jer på enehånd. Det kan også være vigtigt for jer, at få lov til at være forælder til bare jeres barn, og nyde dets selskab uden nye børn, at forholde sig til, og tage hensyn til.

Når I giver jer selv, og børnene, denne tid, er chancen for at undgå jalousi mellem børnene større, og I støtter op om, at jeres børn føler sig trygge og sikre på jer, som forældre. Børnene har et rum, hvor I stadig bare er til for deres skyld, uden at I skal deles med nye søskende og jeres nye kæreste.

Lav en klar og konkret strategi for jeres ønsker

Hvordan ønsker I jeres fælles relationer til jeres familier og venner? Skal jeres børn behandles ens, eller er det ok, at bedsteforældrene gør forskel på de biologiske børnebørn og de nye bonusbørnebørn? Er børnene i stand til at forstå, at der kan blive gjort forskel?

Her er det vigtigt, at I, som par, aftaler en strategi, og at I sammen gør denne helt konkret.
Meld ud til jeres nærmeste om, hvordan I ønsker det. Ingen kan læse tanker, og ingen gør noget for at såre jer, men det kan være svært for fx bedsteforældre at navigere i en helt ny familie, som de ikke kender.

Fortæl hvordan I ønsker deres engagement i børnene. Gør jeres forventninger og ønsker tydelige – det handler ikke om, at I skal møde accept af jeres ønsker, det handler om at gøre det klart, at det er disse ting, I ønsker og forventer opbakning til.

Dem rundt om jeres sammenbragte familie

Hvis I er rigtige heldige, så er der jo også en masse familier, der er børnenes ‘andre’ forældre.
Dette kan være ude af jeres hænder, men ikke desto mindre fylde rigtig meget. Oplever I støtte og samarbejde fra børnenes andre forældre? Og hvordan tackler man at lave fælles regler i jeres nye familie og hjem, hvis disse regler udfordres af det andet hjem?

Den første begyndelse er at starte selv – inviter til samarbejde og vær selv ovenpå med overskud og venlighed – du når langt ved at sætte det gode eksempel.

Vær ærlig – fol kvil faktisk gerne hjælp og være venlige – i langt de fleste tilfælde. Så når du melder ærligt ud til din eks med fx ‘denne jul er svær fordi…. Og det ville være en rigtig stor hjælp at du….’ så lytter folk. Lad vær med at bebrejde og kræve, men spørg om hjælp og støtte. At din nye familie fungerer, giver glade børn, og som regel, hvis indsigten rammer, så er alle forældre jo interesseret i dette for deres børn.

Er du den nye bonusforælder, er det konstruktivt, hvis du kan få dig selv til at række ud – grib telefonen eller tag på besøg, og læg kortene på bordet hos din nye partners eks. Inviter ind til et samarbejde omkring børnene, og sørg for at du også tager initiativ med at informere om børnenes liv hos jer.
Selvfølgelig kræver dette også en åbenhed fra den anden kant, og du skal selvfølgelig forsøge at aflæse situationen og hvad der er passende.

Planlægning..

Ohh.. planlægning. Ja, en sammenbragt familie fletter grene ud i rigtig mange hjem og liv, og ferieplanlægning, jul osv kan være en mundfuld at koordinere. Pludselig skal du tage hensyn til din kærestes ekskones eksmand og hans planer med sin nye kæreste.
Der er kun ét at gøre – planlæg i god tid, skriv aftaler ned og lav systemer.
Inden længe vil vi på LinkedIN kunne se dét at være i en sammenbragt familie, som et stort aktiv i forhold til at vide, om struktur og koordinering er en af dine styrker!

Tal, tal og tal lidt mere

I bliver nødt til at tale om de udfordringer I møder. For I kan være helt sikre på, at der kommer udfordringer, og de løses ikke ved at tabuisere dem.

Må du rette på dine bonusbørn? Må din kæreste rette på dine børn? Har man lyst til at være fysisk og fx kysse og kramme bonusbørnene, eller gør man kun det med sine egne?

Hvad med sengen? Hvordan håndteres eventuelle børn i sengen, og hvordan rummer I hinandens børns behov, der måske ikke altid er ønskværdige, men som man rummer som forældre – men måske er det sværere at rumme for dig, der ikke er forælderen?

Hvad med de svære følelser – hvordan italesætter I disse, uden at såre hinanden eller gøre hinanden utrygge? En rigtig god ide er, at I sætter en ramme for at tale om disse ting – se det som et firma, der fusioneres, og i denne proces skal i have mange personalemøder. Alt for ofte ender vi med at snakke om de svære ting, når proppen ryger af flasken og det allerede er en konflikt – sjældent konstruktivt!

Voksenmøder om det svære – INDEN problemerne opstår

Så, lav fx et ugentligt forældremøde for jer 2 voksne – sæt ting på dagsordenen, som I kan tale om, når følelserne er i ro, og rammen er sat. hav evt. faste punkter på en allerede skrevet dagsorden. I kan fx sætte alle børnene på individuelt til at tale om – så der er fokus på hvert enkelt barn, og hvor det går godt, og hvor der skal støttes – og hvordan gør I 2 voksne dette og sætter rammen sammen som familie i hverdagen for dette enkelte barn. Når I runder alle børnene på denne måde er der fællesskab om alle børnene i en sammenhæng, hvor det netop er det fælles projekt, og ikke ‘dine børn’ og ‘mine børn’ og hvem er dum, og hvem er ikke.

Netværk af sammenbragte familier

Overvej, om I har brug for at udvide jeres netværk.
Det kan være rart at spejle sin familie i ‘normalt’ eller andre familier, der ligner jeres. For nogen betyder dette en del, for andre mindre.
Men andre sammenbragte familier kan sikkert genkende, hvad I måske har af svære og sjove ting, og det kan være rart at se familier, der ligner ens egen.
Der findes fx netværk for bonusmødre. Det kan du læse mere om her.
Der er også ferier for familier, der er enlige forældre eller skilte. Det kan du se mere om her.

Det er jer, der vil være kærester og familien kræver tid

Husk, at det er jer, der er vilde med hinanden og har en masse følelser. Disse følelser deles ikke, endnu, af jeres børn. De har ikke ønsket en ny familie, og det er vigtigt, at I som voksne husker, at denne drøm om en familie er jeres – i må give det tid til, at også børnene ser denne familie som en kvalitet – til start er det i bund og grund en stor forstyrrelse i deres liv, og endda en forstyrrelse, som, i deres optik, kan true deres position til deres forælder.
En sammenbragt familie tager flere år at lande, og det er en bumlet vej.
Gør jer klart, om I ønsker at investere disse år – for I kan faktisk godt være kærester, selvom I ikke bor sammen.
Så, selvom det er svært, så husk også at overveje, om jeres ønske om at være kærester på fuld tid, i virkeligheden også rummer ønsket om at være en stor familie.

Læs den personlige beretning; historien om min sammenbragte familie.

(Nysgerig på, hvor mange sammenbragte familier der findes? så se mere her)

bonusmor

Du vil også kunne lide