Deleordning for de 0-3 årige

Deleordning for de 0-3 årige

For de mindste delebørn er tilknytningen til forældrene et vigtigt fokus i spørgsmålet om valg af deleordning.
Tilknytning er den faktor, som gør sig gældende, når man i dag snakker om studier i forhold til de 0-3 årige og deleordninger. Den vigtige tilknytning, der etableres i barnets første år, er et grundfundament i barnets udvikling og en afgørende faktor for den fortsatte sunde udvikling.

Der foreligger ikke nogle entydige resultater af forskning og tilknytning på 0-3 års området, og konsekvensen af at have flere hjem. Der savnes tilstrækkeligt empirisk grundlag og forskning på dette område.
Rådgivning og lovgivning på området bliver ofte vurderet udfra den vidende, der er om tilknytningsteorien, uden at det dog nødvendigvis sættes i relief til eksakt viden om deleordningens betydning for denne.

Holder man de forskellige studiers resultater op mod hinanden tyder det dog enstemmigt på, at forældresamarbejdet og lydhørheden i forhold til barnets behov, spiller en større rolle end selve deleordningens udformning.

De 0-3 årige i deleordning

Børn i alderen 0-3 år i deleordninger med flere hjem, er den aldersgruppe, der i dag er mest kontroversiel. De helt små børn er særligt sårbare overfor omgivelserne, da de er helt overladte til, at der er voksne til at tage sig af dem som omsorgsgivere. De små børn har også sværere ved at udtrykke behov eller ved at fortælle, hvis ikke de har det godt, selvom børnene ofte inddirekte udtrykker tegn på mistrivsel.
Små børns hjerner er under udvikling og deres begrænsede kognitive formåen, tidsforståelse og hukommelse gør dem særligt afhængige af forudsigelighed i hverdagen.

Forudsigelighed og kontinuitet er også vigtigt for barnets udvikling af tætte relationer til den primære omsorgsperson, (oftest moderen).

Tilknytningen i de første år

At knytte sig til sin primære omsorgsperson er biologisk baseret hos alle spædbørn, da det sikrer overlevelse. Når barnet savner sine forældre eller føler sig truet, vil det forsøge at finde nærhed ved andre, eller andet. Når barnet derimod føler sig trygt ved at forældrene er der, kan barnet udforske og udvikles.

Udover at barnet føler sig trygt og beskyttet, spiller tilknytningen også en rolle for barnets evne til at udtrykke og kontrollere følelser. Tilknytningen grundlægges under barnets første levemåneder, men evnen til at danne tætte relationer påvirkes i hele menneskets liv.

Forældrenes lydhørhed og følelsesmæssige tilgængelighed påvirker kvaliteten af barnets tilknytning. De fleste børn, knap 70 %, har en tryg tilknytning til minimum den ene af forælderne. Ca 20 % af børn udvikler i stedet utryg tilknytning til den ene forælder. Kendetegnet for ambivalent og utryg tilknytning er at barnet søger forælderens støtte gennem gråd og ‘klæbende’ afhængighed, men har svært ved at blive beroliget. Børn, der reagerer ved at være afvisende utrygge, undgår i stedet at søge beskyttelse og udvikler andre strategier for at finde tryghed.

Hvis barnet konstant passes af flere personer, udvikler det flere parallelle tilknytningsrelationer allerede under sit første leveår. Ofte skabes et ‘hieraki’ mellem forældrene, og barnet bliver ‘mor-syg’ eller ‘far-syg’ for en periode.

Når forældrene opmuntrer og støtter barnets relationer til hinanden, øges forudsætningen for, at tilknytningen udvikles trygt og fleksibelt. Denne gensidighed har også vist sig betydningsfuld i barnets følelsesmæssige og sociale udvikling over tid.

Deleordning for de helt små børn – hvor peger pilen hen?

At det helt lille barn har stort behov for forudsigelighed og kontinuitet har medført, at deleordninger med overnatning hos begge forældre, er blevet betragtet med skepsis.

Som regel er moderens betydning for barnet blevet betonet, og stabiliteten i ét hjem med en fast primær omsorgsgiver er blevet betragtet som den bedste forudsætning for barnets sunde udvikling. At beskytte barnet for længerevarige seperationer fra den primære omsorgsperson, oftest moderen, er blevet betragtet som vigtigere, end at etablere tilknytning til den anden forælder, oftest faderen, ved en tidlig skilsmisse. Man har ment, at tidlige seperationer fra moderen, i kraft af hendes rolle som primær omsorgsgiver, kan medføre skrøbelig tilknytning til begge forældre, snarere end at få 2 forældrerelationer af høj kvalitet.

Andre teoretikere peger dog på, at børn naturligt har flere tilknytningspersoner som primære omsorgspersoner, og at dette er det naturlige. Få børn passes af kun én primær omsorgsperson under det første år, da de fleste forældre deler forældreopgaverne mellem sig. Desuden er det almindeligt i flere lande, at børn passes i institutioner eller af barnepiger. Nogle studier peger endda på, at dette kan være en fordel for den sociale udvikling.

Det er dog oftest blevet betragtet som potentiel skadeligt med overnatning i begge hjem for de små børn, da barnets behov for en tryg base anses størst, når barnet er sårbart og træt. Har barnet ikke adgang til den primære omsorgsperson, kan det have negative konsekvenser. Har barnet udviklet tilknytning til begge forældre, er overnatning dog en forudsætning for at styrke relationen. Betydning af faderens engagement i forhold til barnets trivsel er vel dokumenteret for både samlevende forældre og særskilt levende forældre.

Læs mere om studierne: Børn i deleordninger – en forskningsoversigt

Hos skolebørn har deleordninger vist sig at fremme barnets relation til faderen og mindske risikoen for, at han forsvinder ud af barnets liv.

Studier om konsekvensen af overnatning ude for de 0-3 årige børn

Det svenske studie ‘Børn i deleordninger – en forskningsoversigt‘ lægger dog også først og fremmest vægt på, at der mangler empirisk viden og konkrete resulater vedrørende deleordning for de helt små børn. En kort opsamling viser dog, at alle studierne peger på, at det er forældrenes samarbejde og lydhørhed overfor barnet, der betyder mest.

Fem studier som undersøger kvaliteten i barnets tilknytning til moderen, diskuterer udfra resultater om et muligt sammenfald mellem utryg eller desorienterat tilknytning og overnatninger hos faderen de første 2 år af barnets liv.

Det samlede billede af studierne er, at der hverken kan bevises gevinster eller negative konsekvenser ved at barnet overnatter hos den anden forælder i løbet af de første 3 år i barnets liv.

I stedet viser studierne, at det er faktorer som samarbejde, lydhørhed og konfliktniveau, der spiller en rolle for barnets psykologiske trivsel.

bonusmor

Du vil også kunne lide