Hvad stiller man op med ensomheden?

Hvad stiller man op med ensomheden?

En af de ting man uvægerligt konfronteres med når man er en del af en skilsmissefamilie, er ensomhed. Der er en meget stor forskel på ens liv og hverdag alt efter om man har børnene hjemme hos sig, eller ikke.
Er man en af de forældre, der har børnene hos sig de fleste dage, vil ensomheden ofte være placeret hos den forældre, der ikke ser dem så meget. Men – man kan også føles sig meget ensom, når man har børnene hos sig. Man er jo alene om opgaven. Alle opgaverne.

Følelsen af ensomhed er ikke begrænset til skilsmissefamilier. Vores samfund er gennemsyret af ensomhed.
Den moderne livsstil, hvor vi ikke længere er direkte involveret med menneskene omkring os, og hvor mange af os er bosat i store byer, er med til at øge oplevelsen af ensomhed.

Vi tænker ikke længere på os selv som gruppe – vi i landsbyen, vi i sognet, vi på gården – men tænker på os selv som individer, der er overladt til at søge lykke og selvudfoldelse alene. Du er ansvarligt for dit liv. Gør noget med det. Brug det godt!

Eller vi tænker på os selv som os, i vores lille familie; far mor og 1,7 barn.

Men i virkeligheden er familien alt for lille en enhed, til at kunne fungere i sig selv. Hvad hvis det afrikanske udtryk det kræver en landsby at opfostre et barn er sandt?

Selvfølgelig har vi professionelle på skoler og i institutioner, der i en eller anden grad står for netop landsbyens rolle i opdragelsen og ”omsorgsgivendet” af vores børn, men hvad med alle de timer og dage hvor der ingen hjælp er at hente?
Familien er en skrøbelig, vakkelvorn konstruktion, der skal gøre det ud for mindste enhed i samfundets tandhjul. Men den moderne familie ser ikke ud på nogen bestemt måde. Den er ofte en skilsmissefamilie, med alt hvad dertil hører. Og ofte er familien ramt af sociale eller samspilsmæssige vanskeligheder, der hindrer fri trivsel og sund selvudvikling. Min egen erfaring er, at man kan være eller føle sig så uendelig ensom lige midt i familiens skød, at man ikke oplever at det giver mening at være en del af netop den familie. Og så er man på den…

Så er det, at man måske vælger at blive skilt – fordi det er værre at føle sig alene, midt i det der skulle være realiseringen af en som mor, kæreste og menneske – end at føle sig alene, når man virkelig er alene. Og så havner man i sin lille 3 værelses skilsmisselejlighed, og 3 værelses lejligheder er fine – men de er også små isolerede enheder, der ikke nødvendigvis befordrer socialisering imellem de, der bebor dem. Bortset måske fra de lejlighedsvise klager over larmen fra lego-klodserne der hældes ud på gulvet, eller larmen når ungerne hopper ned fra stole… Men man kan ikke bygge fællesskab og fjerne ensomhed med naboklager.

Min pointe er; vi kan alle sammen være ensomme. Vores samfunds strukturer skaber ensomhed. TV kiggeri skaber ikke fællesskaber. Computere skaber ikke nødvendigvis fysiske fællesskaber. Og vi har alle brug for at være en del af et fællesskab. Vi er mennesker. Vi er flokdyr. Hvad enten vi er en del af en skilsmissefamilie, en kernefamilie eller slet ikke opfatter os selv som en del af nogen som helst familie. At være og føles sig som en del af et større fællesskab er en del af det at være menneske…

Ensomhed har mange nuancer. Det kan være den følelse, der opstår, når vi tænker tilbage på mennesker, dyr eller steder, vi har elsket og mistet. Den kan komme af traumatiske oplevelser. Den kan komme fordi vi rent faktisk konkret i dette øjeblik er helt mutters alene. Den kan komme når vi savner nogen, der ikke er hos os. Man kan føle sig ensom midt i en kæmpe flok af mennesker. Man kan føle sig ensom midt i familiens skød. Man kan føle sig ensom midt i hede favntag med sin elskede. Ensomheden er måske et menneskeligt vilkår; det menneskelige grundvilkår, det er at være ”ene bevidsthed i en menneskekrop”. Savnet af Gud. At være en del af noget større…

Så – hvad gør man så når man overvældes af ensomhedsfølelse?

Når jeg overvældes af ensomhed, giver det mening at:

Huske på at jeg ikke er alene om at være ensom. Der er millioner af mennesker, der lige nu, i dette sekund, har fuldstændig samme følelse som jeg. Så sender jeg dem en kærlig tanke eller ti.

Jeg minder mig selv om at den smerte, der kommer af ensomheden, kan gøre mig selvoptaget, og selvoptaget er jo lige det jeg IKKE ønsker at være når jeg er ensom. Jeg ønsker jo netop andre mennesker – så jeg forsøger aktivt at GØRE et eller andet, der er det modsatte af selvoptaget. Rejser en væltet cykel op. Småsnakker med nogen i bussen. Skriver en venlig besked på Facebook til nogen, der trænger til det.

Efter den voldsomme ensomhed jeg har oplevet i ugerne hvor jeg ikke har børn, har jeg forsøgt aktivt at opdyrke venindeskaber, der kan rumme også samtaler om smerte og frustration. Jeg har lånt veninder øren når de var ”nær-ved-at-knække” så de også kan låne mig øren når-jeg-er-nær-ved-at-knække. Det er rart. Det giver mig en menneskelig bagstopper når tingene er for svære. Nogen der vil lytte og give varme og knus. Så jeg ringer eller spørger om nogen har tid til en kop kaffe?

Engagere mig i noget. Gå aktivt ind i en forening. En sag. Et eller andet, der kan holde mit fokus væk fra min egen navle og involverer andre mennesker. Forældremøder, kagebagning til spejder, fodboldklubber, kirken, Røde Kors-frivillig…det spiller ingen rolle hvilken en sammenhæng man vælger at gå ind i, bare man gør noget for, og sammen med, andre.

Desuden forsøger jeg at læse bøger eller sider på nettet, der sætter tingene i perspektiv og som øger min forståelse. Det kan f.eks. være Glædens Bog– en samtalebog mellem Dalai Lama og Desmond Tutu  , der f.eks. kan lånes på e-reolen på biblioteket, eller andre bøger med vinkler på det at være menneske.
Når man søger på ”at tackle ensomhed” på internettet dukker der ca. 25.800 resultater op. Sider skrevet af f.eks.
Samvirke
Jehovas Vidner
Woman
Kristeligt Dagblad
Mon ikke man i den række kan finde noget, der kan trøste eller inspirere en?

Til sidst forsøger jeg at minde mig selv om igen og igen og igen, at ensomheden ikke skal gå væk, den er en del af det menneskelige følelsesregister, men at jeg skal handle konstruktivt på den, så den ikke fylder det hele eller overtager hele registeret. Jeg er jo ikke kun, og meget mere end, min ensomhed.

Sidsel Agensø
Sidsel Agensø 17 posts

Sidsel er mor til to og blev skilt tilbage i 2008. Uddannet skuespiller og mindfulnessinstruktør. Har arbejdet med bl.a. TV, teater, dubbing, undervisning, relationsarbejde, organisation og kommunikation.

Vis alle indlæg fra denne skribent →

Du vil også kunne lide

Blogs

Den forbandede kvalitetstid

Kvalitetstid – hvad er det nu, det er? Noget med tid og kvalitet. Noget med nærvær. Tiden er helliget kæresten, familien eller børnene; kvalitetstiden er undtagelsen, og vi prioriterer den i … Læs mere

Gode råd til ferie

Vrede over sommerferien

Min yngste søn var vældig indigneret forleden. På de voksne, på skolen og på hvordan vi voksne slet, slet ikke tænker os om. En hverdag, der KUN tager hensyn til … Læs mere

Blogs

Vemod når ugen slutter

I morgen tidlig går jeg og drengene hjem til deres far for at bytte uge. Jeg er derfor lidt vemodig her til aften. Findes termen Delemor-blues? Kender I det, at jeg … Læs mere